Minikonfirmand i Gentofte Kirke

Er du nysgerrig på kirken, kan du lide gode historier og kreative aktiviteter? Så kom med til minikonfirmand i Gentofte Kirke!

Til efteråret inviterer vi børn i 4. klasse på Gentofte Skole og børn i 4. klasse, der bor i Gentofte Sogn, til otte hyggelige og sjove onsdage i kirken. Alle er velkomne - du behøver hverken at være døbt eller vant til at gå i kirke for at være med.

 

Hvad er minikonfirmand?

Som minikonfirmand går vi på opdagelse i kirken og i nogle af de mange fortællinger fra Bibelen. Vi skal høre om Jesus, engle, hyrder og nogle af de mennesker og begivenheder, som har været med til at forme kristendommen. Samtidig taler vi om emner, som også hører vores eget liv til - blandt andet næstekærlighed, venskab, håb, dåb og livets store spørgsmål.

 

Men minikonfirmand er langt fra kun noget, vi sidder stille og taler om! Vi lærer gennem leg, fortælling, drama, sang, bevægelse og kreative aktiviteter. Vi skal blandt andet på skattejagt rundt i kirken, lave næstekærlighedsrobotter, spille bibelbingo, bruge vores fantasi i dramalege og arbejde med et krybbespil. Undervejs lærer vi både kirken, hinanden og kirkens medarbejdere bedre at kende.

Der vil selvfølgelig også være tid til hygge, saftevand og lidt at spise undervejs.

 

Praktisk information

Minikonfirmand foregår 8 onsdage kl. 14.30–16.00 fra 21. oktober til 9. december 2026.

Forløbet varetages af sognepræster Adam Garff og Dorte Ø. Christensen samt kirke- og kulturmedarbejder Henriette Devantier.

 

Det er gratis at deltage. Bemærk, at der skal være minimum 8 tilmeldte børn, for at holdet oprettes.

Tilmelding senest 1. oktober.