Gentofte kirkes historie - kirkens inventar


Gentofte Kirke er den ældste kirke i Gentofte Kommune. Den er opført i 1100-tallet og kan med stor sandsynlighed dateres til 1176.

Gentofte var dengang en lille landsby, og sognets udstrækning svarede til det, der i dag udgør hele Gentofte Kommune, hvilket i øvrigt også er lig med Gentofte Provsti.

Fra midten af 1800-tallet begyndte en befolkningstilvækst og nye kirker måtte bygges. Ordrup Kirke blev den første nyere kirke, bygget i 1876. Hellerup Kirke blev bygget i 1900, og siden er 6 andre kirker kommet til.
Gentofte Kirke er den eneste kirke i kommunen som er beliggende på en gammel kirkegård.

I dag er kirken præget af flere senere ombygninger. Hovedskibet er blevet forlænget, og siden hen er opført våbenhus, tårn og nordskib. Kirken fremtræder derfor nu i det ydre som en gotisk landsbykirke, omgivet af den gamle kirkegård. 

Kirkens kamtakkede tårn blev opført omkring år 1500.  

Kirken ligger 31 m over havets overflade. Indtil for blot 100 år siden kunne man fra glughullerne i tårnet se ud over hele Gentofte Kommune. 

Soluret, som er indmuret i tårnets sydvestlige hjørne, bærer årstallet 1774. 

Korpartiet fik sin nuværende udformning i 1757-1758, hvor der skete en gennemgribende ombygning af kirken. Manglende vedligeholdelse betød blandt andet, at hvælvingerne i kirken måtte fjernes. Selve kirkerummet blev udvidet, således at skib og kor blev samlet i et rum. Denne ændring skete samtidig med, at nordre sideskib blev bygget.  

Altertavlen fra omkring 1625 er et senrenæssancearbejde. Tavlens øverste felt viser Jesus på korset. Neden for korset står Jesu mor Maria og disciplen Johannes. 

Alterdug, antependium og altertæppe er fra restaureringen 1980-1982.

Sølvlysestagerne er i 1871 skænket kirken af kongefamilien.

Alterbilledet fra 2012:

Palmesøndag 2012 blev det nye alterbillede af Per Kirkeby taget i brug. Billedet er doneret af den samme fond, som i 2008 donerede de 11 glasmalerier til Gentofte Kirke.

Billedet rummer drama og kontraster med en lodret akse, der skærer sig igennem fra top til bund. Det er nærliggende at tænke på korsets vertikale linie, der både rækker op mod himlen og helt ned i dødsriget. Farverne og kontrasterne imellem dem leder tanken hen på langfredagens mørke, offerblodets røde farve og opstandelsen påskemorgen.

Inventar

Krucifikset over døbefonten stammer fra slutningen af 1800-tallet.

Kirken blev restaureret i 1980-1982. Ved denne lejlighed blev gulvet belagt med ølandsfliser, og samtidig fik kirkerummet helt nye farver.

Døbefonten er udført i kalksten og blev i 1693 skænket kirken af dens daværende sognepræst Frederik Plum.

Prædikestolen er et semenæssancearbejde, skænket 1636 af »Vartov Hospital«, hvis patronat Gentofte Kirke hørte under indti11877. På prædikestolen er foruden de fire evangelister gengivet det daværende rigsvåben.

Orglet har 35 stemmer og blev taget i brug, da kirken fejrede 800 års jubilæum den 1. februar 1976.

I nordskibet hænger en model af linieskibet Frederik den Sjette, skænket kirken omkring 1855 af fiskerne i Skovshoved, som dengang hørte med til Gentofte sogn.

Maleriet forestiller Jesus ombord i fiskerbåden på Genesaret sø. Dronning Louise malede og skænkede det for ca. 100 år siden til kirken, hvor det derefter har været alterbillede indtil 1982.

Billedet bringer kongefamiliens mange gudstjenestebesøg i kirken under sommeropholdene på Bernstorff slot i erindring.

I forbindelse med bygningsændringen 1757- 1758 blev hovedskibet udvidet mod øst i fuld højde og bredde. Den tidligere apsis forsvandt herved.

De kamtakkede gavle er fra nyere tid. Våbenhuset mod syd er opført i munkesten i første halvdel af 1400-tallet.

Den lille tilbygning mod øst fra 1884 rummer præsteværelset.

De to klokker i tårnet bærer begge indskrifter, som angiver årstallene 1701 og 1702 for deres omstøbning. Der ringes med begge klokker. Den store er støbt af Johan Barthold Holtzmann i 1745. Den har en diameter på 1283 mm. og slagtonen d1. Den lille er støbt i 1701 af Stephan Scherrenbein og har en diameter på 950 mm. som giver slagtonen g1.

Fotoet herunder er taget i 1890