Præsentation ved Adam Garff

Kære menighed ved Gentofte Kirke


Hvor har jeg dog glædet mig til at skrive denne lille præsentation.

For ganske snart begynder et nyt og spændende kapitel i både mit liv og kirkens.
Et kapitel, der involverer menigheden, som har kaldet mig til at være deres nye sognepræst og derfor også et kapitel der involverer mig som menneske. For man er altid viklet ind i sin præstegerning som et menneske, af kød og blod, men også som menneske med et ansvar for et særligt embede.
Et embede, jeg glæder mig til at træde ind i og arbejde for, og af flere grunde. Når min forlovede, Sarah, og jeg flytter ind på den gamle, gule præstegård, flytter vi nemlig ind i barndommens baghave - omtrent. For Sarah og jeg er begge opvokset i Gentofte Kommune.
Hun er antropolog, og jeg er teolog, så vi fordeler verdensanskuelsen således, at hun fokuserer på fremtiden, og jeg på evigheden. Det synes vi selv fungerer ganske godt.

Når vi efterhånden er faldet godt på plads, glæder jeg mig til at komme ud og møde jer alle sammen. Som sognepræst kommer jeg til at bo i sognet, hvorfor jeg også vil være synlig og aktiv i sognet. Det gælder i forhold til plejehjemmene, skolerne, det spirende korarbejde, kulturelt og i det hele taget i forbindelse med de ting, der skal foregå ved kirken. Først og fremmest er det nemlig omkring kirken, jeg kommer til at slå mine folder, og det ser jeg meget frem til.

Siden jeg blev præst i 2018, har jeg været i Skovshoved Kirke og Jægersborg Kirke i kortere vikariater, og nu giver ordene om alle gode gange tre virkelig god mening. At lande i Gentofte bliver herligt, og dette giver så meget desto mere grund til at gå til embedet med taknemmelig og frisk mod. Mod på at prædike over det udødelige og livgivende evangelium om Kristus og ellers passe den daglige dont med kirkelige handlinger, sjælesorg, konfirmander, sociale arrangementer og den vigtige, ugentlige højmesse, søndag kl. 10:30.

De bedste hilsner, og på meget mere gensyn, Adam Garff.
Kirkebogsførende sognepræst ved Gentofte Kirke