Opdateret 10. juni 2021. Så er der godt nyt. Herunder kan læses den seneste udmelding fra stifterne om genåbningen:
 

"Hverdagen i kirkerne bliver mere og mere normal i løbet af den kommende tid. Den politiske aftale, der faldt på plads i nat om udfasning af restriktioner, får også betydning for folkekirken.

I mange måneder har man skullet bære mundbind eller visir, når man gik ind i og ud af kirken. Det krav bliver ophævet på mandag den 14. juni. Arealkravet, der lige nu betyder, at der må være 1 person pr. 4 kvadratmeter, bliver lempet til 2 kvadratmeter den 1. august. Seruminstituttet forventer at fjerne den generelle anbefaling om 1 meters afstand mellem personer i løbet af august. Når det sker, er forventningen, at arealkravet helt forsvinder. Det vil sige, at man kan være lige så mange mennesker til gudstjenester, bryllupper og begravelser, som før corona-pandemien ramte.

For kirkekoncerter og andre menighedsaktiviteter gælder, ud over arealkravet og anbefalingen om 1 meters afstand mellem personer, det lille forsamlingsforbud, hvor man i dag må være op til 100 personer. Fra 1. juli bliver dette hævet til 250 personer. Der gælder stadig de særlige regler for større arrangementer, hvor man kan være op til 500 deltagere, når man sidder ned. Her er der fortsat krav om gyldigt corona-pas.

Det generelle udendørs forsamlingsforbud er afskaffet fra i morgen den 11. juni, som det har været planlagt. De mange regler om skilte, indretning af lokaler, tilgængelig håndsprit mv. forsvinder helt pr. 1. september.

Endelig kan kirkelige sommerlejre og stævner blive gennemført med op til 500 deltagere allerede fra mandag den 14. juni. Her er der krav om coronapas, når aktiviteterne – herunder overnatning - foregår indendørs."

Læs mere på Helsingør Sifts hjemmeside
 
 
---
 
Gentofte Kirke er et rum for eftertanke, bøn og stilhed. Et helt nødvendigt rum i en ekstraordinær tid, der har været præget af omvæltninger og usikkerhed. Derfor er kirkerummet åbent i dagtimerne. 
Ligeledes afholdes der gudstjeneste hver søndag kl. 1030 i kirken, dog med følgende, opdaterede restriktioner:

Til højmesser (med menighedssang): Maks. 65 deltagere og 2 meters afstand. 
Til kirkelige handlinger (dåbsgudstjenester, bryllup og bisættelse/begravelse): Maks 100. deltagere.
 
Man er altid velkommen til at kontakte kirkens præster for en samtale.